Katalogtekst til udstillingen Perfekt af Anne Lorenzen og Kirsten Syberg 2006

Der står to klipper ude i havet

Det er på sin vis en guldramme jeg har budt ind i mit hus. En af dem fra syttenhundredetallet med krummelurer og gesvejsninger man kan stirre sig forelsket i. Et selvstændigt univers i massiv håndudskåren planke belagt med høj karat.  Meget kan indeholdes af en sådan. Og meget billedrigt vrøvl kan skrives eller siges i forsøget på at forklare hvorfor Anne Lorenzen og Kirsten Syberg er inviteret til at udstille denne frostkolde januar. Kortere fortalt er det bare fordi de er to skide gode billedkunstnere der synes at kunne supplere hverandre. Som smør i olie. Begge er de fortællende på gammeldags vis, om livet døden og kærligheden. Begge malerisk orienterede og med materialet i front. Og herfra hører de åbenbare ligheder så også op. Vandene skilles, kan man sige, dersom man vil være en kende højspændt.

Anne Lorenzen er i første omgang popmodernistisk figurativ med hang til dekorativt overskud. Kirsten Syberg er ved første øjekast ekspressivt nonfigurativ med en noget sjasket genkendelighed. Men det første er kun det første og skal ikke nødvendigvis henstå som det sidste. Det Sybergske sjask er præcist og disponeringerne er afslutningsvis kalkulerede. Det Lorenzenske overskud i den næsten Jugend-agtige afdeling er født af spontanitet og ubændig virkeløst.

Skabertrang lider de begge af. Talent er de også ramt af, og i det hele taget kunne det være så ulykkelig en historie, var de ikke begge tillige så godt billedmæssigt formuleret at det er en fryd for den visuelle kommunikation. Og så blev ordene igen løftet til hest der højttravende kan spankulere rundt i manegen. Det stakkels dyr må bære en del, men krikken kan vel li det.

Lorenzen og Syberg har som det fremgår taget invitationen op og med forventelig trang til at komplicere situationen valgt at udfordre begrebet Perfekt. Intet mindre, men øjensynligt en del mere. Perfekt som det uopnåelige at søge imod og perfekt som det ordnede at søge fra. Modpoler i samme begreb, eller modopfattelser af det der´ voldsomt store noget. Der er noget skræmmende over så store ord. Eller noget i maven kildrende. Lidt lige som et bjerg, alt efter om man har højdeskræk eller ikke. Der kan være ganske højt ned.

Man kan rulle sten op af sådan et bjerg, Man kan også male det eller kalde på det. Begge dele er gjort plus den første. Lorenzen & Syberg gør dybest set alle tre dele uden overflødig skelen til fornuft og andet postulat. Sådan er det med kunstnere. Gøglere er de, der angriber Gud, konge og fædreland med løsagtige spørgsmål og tvivlsomme teser der for visses vedkommende viser sig at holde mere end vand, men det er en anden snak Her og nu gælder det to klipper i havet og en imaginær guldramme. Altså A. Lorenzen og K. Syberg og udstillingen Perfekt.

God fornøjelse i en verden af kunst.