Hellig krig med kanoner

Det er dybt bekymrende at landets kulturminister blæser til hellig krig, og det er ikke mindre bekymrende at han vælger at bruge udvalgte fra den danske kultur elite som spydspidser. Det er bekymrende men næppe rystende endsige synderligt forbavsende. Den nuværende regering, hvad den så end hedder, er kendt for en ikke ringe bekymring for det fremmede og dem der fører det fremmede med sig. Hele ideen med en statsautoriseret kanon inden for forskellige kulturelle felter har der på intet tidspunkt været lagt skjul på handlede om at finde og fastholde en danskhed. En danskhed som gør os til nogen i forhold til de andre. Der er blevet inviteret til at skærme og ophøje og de udvalgte i udvalgene har sagt ja og har antageligvis arbejdet med ihærdighed. Her skal ikke sås tvivl om dygtighed og engagement. Men budet er kommet et sted fra. Drømmen om stabilitet og gammel kristne normer er i årevis talt højt af de som nu sidder ved roret og bør ikke undre. Som kunstnere og kulturformidlere har vi mere spørgelyst end uskyld og trangen til at vise alt det bedste som vi kan ændre ikke ved at vi må se på den herremand der betaler os.

Brian Mikkelsen har, i første omgang, meldt rent ud. Det er op til hin enkelte om han eller hun vil træde i harnisk og falde ind i geleddet og kæmpe for det bestående. Men det er også muligt at sige nej tak og håbe på en bedre verden. Der er i det hele taget rigtig meget at håbe på.