Ej blot til blot Når glade amatører valser over scenen, kaster maling efter sagesløse lærreder eller øver kærlig vold mod klassiske værker, på klaveriaturet, så er de i gang med at skabe sig. Hvad mere er, er at de er i gang med at skabe og genskabe kunsten. Udfordre den og omfortolke det vi kender. Det er muligvis kun sjældent at amatøren er sig sin kunst- og kulturbærende byrde bevidst, og det er nok meget godt. Problemet opstår først når udefra kommende ringagter amatørens arbejde i forhold til den professionelles. Helt galt bliver det når amatøren selv gør det. Selv om det kan lyde ganske højttravende så handler kunstneriske aktivitet, professionel eller ej, om at skabe. Skabe billeder på mange planer af den verden vi deler. Genspejle den. Stille spørgsmål til den: -Dav Verden. Hvad er du for en? -Jeg er Verden, hvem er du? Skaberen? Og så er der selve begrebet En glad amatør. På mystisk vis forudsætter det at den professionelle er uglad. Og det er slet ikke sikkert at de er glade. Amatørerne. Ikke lalleglade i al fald. Hvad er det der sker med os når vi bliver professionelle? Og hvornår bliver vi det? Hvis man har gået på en skole eller et akademi, så er det når døren lukker bag en´ den sidste dag. -Bang! Du er nu professionel! For den der går andre veje, af hvilke der er utallige, er det en anden sag. Her må man støtte sig til en blanding af økonomi og uglæde for at kunne betitle korrekt. Dog skal der heller ikke for mange penge på bordet for hurtigt. Den slags giver en nærende tvivl om, om der nu ikke er tale om snyd og mangel på hårdt arbejde. Det skal gøre ondt før det gør godt, og det skal ikke blive for meget af det gode. Der er mange regler at holde rede i. De færreste er nedskrevne. I de gode gamle dage, helt tilbage til før fjernsynet, telefonen eller kinorglet var blevet opfundet – den gang hvor der stadig var ildsprudlende drager til i fjerne lande og man med sikkerhed vidste at snaps var godt for helbredet, også den gang var der behov for at skabe. Der var så ikke nogen der havde fundet på begreberne kunst, amatørisme eller proff. De ord er kommet til siden hen og tjener i nogen grad til at holde rede på hvad der skidt og hvad der er kanel. Lidt lige som dåselatter i sitcoms. Man ved at det er sjovt når de andre griner. Det er meget betryggende. Dette skrevet uden ironi og anden dumsmart sarkasme. Det er meget betryggende! Det kan også være meget rart at have et statsanerkendt museums garanti for at det sjask man står og kikker på nu faktisk også er kunst. Alt det er godt nok. Her kommer så den skabende amatør ind fra sidelinien og skaber og skaber forvirring. På godt og ondt. Stiller spørgsmål ved klichéen. Vender sig og målene på hovedet og gør at den professionelle i nogen grad må starte forfra. Det er godt gået. –og absolut nødvendigt.