(For at undgår  alt for mange misforståelser skal der her gøres opmærksom på at den første del af nedenstående tekst præsentere en del af de fordomme der almindeligvis følger amatøren.)

 

 

Den professionelle amatør.

 

Fra tid til anden ymtes der en del om amatøren og dennes status i det danske kunstliv. Her skal mere ymtes:

 

Det synes, at amatøren er en midaldrende kvinde, der med fattig evne og ringe selvkritik har kastet sig over noget, det er til relativ skade for os andre at bivåne. Ligeledes er hun en betalt kvinde, som husbonden på denne vis holder fra drukfældig lediggang og/eller astralt hysteri og shamanistisk tanketåge. Hun er en lidt stakkels persona, der uundgåeligt latterliggør sig selv på grund af sin manglende dannelse og indsigt. Når hun går på scenen, er det pinligt, og når hun udstiller sine sjaskerier, er det decideret dumt. Den kommercielle verden har i hende fundet en næsten uudtømmelig guldgrube og faldbyder billige lærreder, svæverammer og håndkøbsmaling i dagligvareforretninger, som var det livsnødvendigheder. Og for at føje spot til skade tilbyder lumpne pseudokuratorer hende fremvisningsplads på biblioteker og i medborgerhuse. Ubeskyttet som et barn, forældrene har forladt, fristes hun til at tro, hun har en plads og en berettigelse uden at sanse, hvor ubodelig skade hun gør på den etablerede og professionelle kunstscene. På den og muligvis på menneskesjælen generelt.

Med den midaldrende mandlige amatør forholder det sig noget anderledes, i det omfang han eksisterer. Enten er han, hvis det er scenen der trækker, homoseksuel, eller også er han et uopdaget billedkunstnerisk talent. Han kan dog også være beskæftiget med nøjagtige gengivelser af fynske landskaber og så, så afdæmpet at det ingen skade gør. Kvinder under 30 er mulige professionelle og skal omgås med en vis forsigtighed, og slutteligen er mænd, også under 30, formodentlig på vej til Det kongelige Danske Kunstakademi på Kgs. Nytorv eller et knap så autentisk akademi i udlandet, der dog også giver en vis professionel legitimation.

Sådan kan det tage sig ud, og amatører er vi formodentlig alle sammen til en start. Kun de færreste bliver født som professionelle. Overgangen fra det ene til det andet, hvor uddannelse på en statanerkendt kunstskole er den sikreste og den, kun få sætter spørgsmålstegn ved, er et relativt mysterium. Udenfor skoleregi kan man på billedkunstsiden arbejde sig op via et ukendt antal af udstillinger på biblioteker, caféer og mindre butikker, siden kæmpe for at komme med på tre af de rigtige censurerede udstillinger med den alt overhængende risiko for i ophængningen at blive misforstået og placeret sammen med nogen, der har knap så megen visionær fremdrift som en selv. Herefter gælder det så om at blive inviteret med på en af de anerkendte udstillinger, hvor en eller flere gallerister kan se det mulige potentiale i en. Så er man professionel og kan fortsætte med, hvad man i øvrigt var i gang med. Enkelte bliver på mystisk vis bare opdaget. Fra den ene dag til den anden er de professionelle, uden nogen ved, hvad de var før.

Man kan ikke gå baglæns, og det er ikke muligt at blive amatør igen. Det er praktisk taget kun skattevæsnet, der kan ophæve ens professionelle status og gøre en til hobby- eller fritidskunstner. Er man først blevet professionel, så hænger man på den!

 

Det har helt oplagt en praktisk funktion at kunne opdele i os og de andre. Uanset hvilken af grupperne man måtte tilhøre. Vi og de ved, hvor vi hører til. Amatørerne stikker ikke næsen for langt frem, og dersom de gør, kan de få at vide, at de ikke aner, hvad de laver og burde holde sig fra det, fordi de genererer forvirring, billedstøj og kunstforurening. Vi som professionelle kan føle os nogenlunde sikre på, at markedet ikke bliver overrendt af alderstegne koner, der sælger til det halve og kunstner, så det ligner. Der er orden i sagerne, og ingen får lov til at tro mere om sig selv, end den vedtagne holdning kan holde ud. Vi har opnået konsensus og tillige status quo.

Det holder bare ikke. En amatøristisk holdning er, set herfra, en absolut nødvendighed, hvis man skal beflitte sig med kunstnerisk skaben. Det gælder den enkelte, og det gælder samfundet. Vi kan som nævnt ikke gå baglæns, hvilket almindeligvis også er uklædeligt at prætendere, men det forekommer tilrådeligt som professionel med jævne mellemrum at opsøge nybegynderen eller den glade amatør. Det er her det kunstneriske udtryk af og til bliver præsenteret uden om den dogmatik, den lærde kan være belastet af. Enten fordi amatøren giver fanden i, hvad man må, bør og skal. Eller fordi reglerne er så rigidt aflæst, at man må opleve en parodi på den verden, man tror sig en del af. Endelig bør man gøre det, fordi talent og uddannelse ikke nødvendigvis følges ad.

Amatøren kan positivt set hoppe rundt i de kendte universer uden nødvendigvis at lade sig fastholde af vedtagne regler for god opførsel og kunstnerisk moral.

Den professionelle kunstner bør kunne gøre det samme, men adel forpligter som bekendt, og rammer er svære at bryde – også svæverammer. Svæverammen der ud over at være en nydelig og funktionel konstruktion også opfylder et af den rationelle verdens krav, nemlig at holde kunsten på plads. Sikre at den og kunstneren vides at være hvor. På samme vis som også galleriet og museet leverer en relativ sikkerhed for, at det, man står og bruger tid på at forstå, nu også rent faktisk er at regne for kunst og ikke hverken et uheld, anarki eller for den sags skyld amatøristisk nonsens. Billeder, og her billedkunst, indeholder definitorisk en vis utryghed alene ved det faktum, at de for de flestes tilfælde er billeder af noget, som de ikke er. Selv hvis eksempelvis fotografiet forestiller et fotografi eller maleriet et maleri, risikeres forestillingen om den kendte verden at sættes på prøve. Bedre bliver det på ingen måde, hvis der er tale om en afbildning af et brunstbrølende hjortedyr ved et vandspejl proppet ind i den matematiske konstruktion, der kalder sig perspektiv. Det er meget muligt, at det ligner, men det er ikke. Og dersom det som motiv behandles i nutiden, er der ydermere tale om, at det, det ligner, er billedet af billedet af en kronhjort ved en skovsø, og det kan meget vel foranstalte en ikke ringe del af spørgsmål i den enkelte beskuers hoved. Og det bør det da også.

Nogen af disse spørgsmål kommer amatøren af og til til at stille af simpel glæde ved kunsten og en voldsom virketrang. Ikke at spørgsmålet eller spørgsmålene nødvendigvis er klart formulerede endsige definerede, men de er der, lige der på lærredet, papiret eller hvilket medie, der nu er blevet skabt i.

Som billedkunstnere med den ene eller den anden status er vi vel stedse i gang med at skabe. Skabe os og genskabe den verden vi er rundet af. Den dumt reflekterende nysgerrighed er vel langt hen ad vejen det, der har ført os som race til det høje udviklingsstadie, vi vist nok har nået.

Den professionelle amatør kunne så være den abe, der med eller uden skoleuddannelse forholder sig spørgende til de sandheder, der stikkes ud fra stat, kirke og kongehus. Det kunne være den retlinede bankfunktionær, der føler sig kaldet til i ly af natten og mod gældende lov at skabe graffitiværker på byens vægge. Eller den midaldrende kone der vælger at benytte et livs erfaringer på andre felter som afsæt for et aggressivt og sært moderne malerisk udtryk. Eller den forpjuskede præ-akademist der genopfinder blomsterakvarellen med autenticitet og fandenivoldsk vovemod. Det kunne være dem og en del andre.

Den nemme tilgang til allehånde materialer, digitale fotografiapparater, maling, lærred og andet til overskuelige penge har gjort vejen forbi det ophøjede fine en del enklere at betræde. Den, der har lysten, kan med egen gøren blande sig i diskussionen om, hvad kunst er, og på fortovet foran det etablerede galleri male fodspor. I overført forstand forstås. Her skal ikke opfordres til ulovligheder.

 

Og så er der dem, der bare laver billeder eller træder op, uden at det ændrer en tøddel ved noget som helst. De er blandt både professionelle og amatører at tælle. Nogen af dem dekorerer den etablerede verden, andre understøtter bare det til enhver tid vedtagne og råber højt der, hvor der er flest, der råber og giver fornemmelse af fælles ånd og herkomst. De skaber intet nyt, men bør ej ringeagtes af den grund. Uden dem til at sætte spejle rundt om det bestående, var det formodentlig ikke muligt at holde rede i, hvad der er at kæmpe for og imod. Det er blot vigtigt at erindre sig, at ingen kunstnerisk udfolden er holdningsløs. Om vi vil det eller ej, er vi altid i gang med at udtrykke os omkring den virkelighed, vi er en del af. Et billede er ej blot et billede.

 

Amatørens tilgang til kunsten kan nok være naiv, og begrebsforvirringen af og til kolossal, og dem af os, der gør os til af at vide og forstå noget, kan blive lovligt højpandede i glæden over at benytte sproget, men naivitet er ikke det samme som uformåen, og højpandethed ikke nødvendigvis udtryk for andet end formidlingsbegejstring.

 

Hverken amatør eller professionel amatør er noget, man absolut bliver af nød. For en del er det et lykkeligt valg betinget af en del andre livsvalg. Somme ser ikke skoling og de bevisdokumenter, der følger med, som saliggørende. Nogle kommer så sent til kunsten, at skolerne er for dem lukkede, og en hel del finder rigeligt læring og inspiration i at være en del af kunstlivet, om det vil ha dem eller ej. Så er der naturligvis også de, der er rystende ligeglade med stort set alt andet end deres blomstrende jeg og vil give fanden i, hvordan kunsten har udviklet sig, og i dens samfundsmæssige betydning. Disse sidste findes også i rigt mål blandt de professionelle. Der er ikke nogen rigtig vej ind i kunsten, og slet ikke nogen forkerte, men verdenshistorien er fyldt med nutider, der har ment at vide, hvad der var gangbart, og hvad der var så lattervækkende åndsformørket, at det næppe engang kunne kalde på forargelsen og historier om to kunstneriske skræddere og en borgerligt forfængelig konge. Samme verdenshistorie har også en del storslåede værker på hylderne, som eftertiden har haft svært ved at henrykkes over. I det hele taget har eftertiden det med at mene noget andet end nutiden, hvilket kan opfattes som frustrerende. Begavelser, der mener at kunne fortælle hvordan fremtiden tegner sig, bør man omgås med forsigtighed. Profeter af en hver slags skal man væbne sig imod. Rettroende kan ligeledes være sundhedsskadelige for både krop og psyke.

Megen snak og skriven om amatører har som tidligere nævnt til formål at holde rede på, hvem der tilhører hvilket selskab, men i den polemik ryger fokus almindeligvis fra værket til individet. Det svækker både syn og kunstnerisk dømmekraft. Det er ud fra en kunstnerisk betragtning relativt ligegyldigt, hvor mange koner Picasso havde, og hvor mange gange H.C. Andersen (den amatør) onanerede og med tanke på hvem. Ligeledes er det også ret irrelevant om Baronessen på benzintanken er bygget over en virkelig historie, og hvilken grad af armod J.K. Rowling kom fra. I al fald hvis man vil kunne se værkerne. Det er selvsagt også ret underordnet, om de af deres samtid blev opfattet som amatører eller professionelle. Van Gogh var autodidakt. Det lyder bedre end amatør, men teknisk set er der ikke den store forskel. Samtiden forholdt sig særdeles tvivlende til hans smøreri, og han tjente ikke engang nok på sin kunstneriske virkelyst til, at man ud fra et merkantilt synspunkt kan beskylde ham for at have været professionel. Alligevel bliver han ofte nævnt, når talen falder på verdenskunst. Det er noget rod. Listen over uuddannede anerkendte billedkunstnere er lang. Listen over professionelt trænede artister, som ingen kan huske navnet på, endskønt de for visses vedkommende stadig lever, er antageligvis overvældende i længde, bredde og anden fylde. Det er også noget rod men er muligvis med til at forklare vigtigheden af en rangdeling i den tid, man selv lever i. Det er betryggende. At det så ikke holder i længden, er der ikke noget at gøre ved. Lige nu og her er det rart at vide, hvem man regner for kunstnere og hvem ikke. Det er lige som den heftige kanonisering, der pågår. En voldsom selvforsikring så man ikke risikerer at gå galt i byen og bliver forvirret af selvstændig tænkning og mavefornemmelse. Staten gør, hvad staten skal gøre, når staten ser ud, som den nu gør i disse tider: holder igen og animerer til individualistisk hegnsbygning med skydeskår. Det hedengangne var godt. Det nye, det fremmede og det, der går andre veje end de oplyste, er farlig, og det bør være op til den enkelte at skyde sig en kugle for panden, hvis man begynder at få balladetanker.

 

I en tid som denne, hvor eneren hyldes, og flokken frygtes, kan det synes af uhyre stor relevans, at ikke mindst den professionelle amatørs rolle betydes. Det være sig den uddannede som den uuddannede. Betydes som samfundets evige, apolitiske spørgsmålstegn og fortsætter med at lave gode, dårlige, fantastiske og elendige værker, så samme samfund har noget, det ikke kan undgå at genkende sig i. Til glæde for nogen og rædsel for andre.