Nøgleord

Annette Dingbaths i et typisk billede fra filmen

Filmen om Annette Dingbaths virke og tankesæt er langt hen ad vejen et vellykket eksperimentaleksperiment med tydeligt billedmæssigt afsæt i senfirsernes voldsomme forbrug af lag-på-lag teknik og paintbox- lyksaligheder.

Teknikken er blevet bedre, og filmskaberen mere nuanceret i sine valg.

I Nøgleord nærmer det sig regulær harmoni, når jordnære anskuelser om fysikkens og psykens indbyrdes relation kodes sammen med umiddelbart svært fordøjelige teorier om krystallinske energier. Det er i høj grad billedsidens pædagogiske poesi, der gør det spiseligt og tillige kalder på lækkersult.

Annette Dingbaths fortæller med den 60 åriges erfaring - med underfundighed og barsk varme - i korte klare sætninger om sin

definition på sundhed. Om kærlighedens grusomme fortæren og hadets afmægtige hvisken. Om erkendelsen af at vi alle er nogen fæ, og at ingen behøver at stoppe ved den erkendelse. Livet kan gå videre, selv når det er gået i stå. Stagnation er som oftest en forestilling skabt for at undgå selvudvikling, men den går ikke hos denne kloge kone, der i lighed med den navnkundige Fru Jensen hylder livet i al dets mangfoldige stræben efter netop liv. Kravlende, haltende eller stolt spankulerende skal livet leves.

Dingbaths beføler, skubber, aer og rusker i sine klienter, alt efter hvad intuitionen byder hende. Det gør hun, til det begynder at dæmre for den enkelte, at egne indre regler er til for at blive lyttet på og evt. brudt.

Instruktøren og fotografen har med en kliche gjort sig til fluen på væggen. Vi er som tilskuere med i privaten. Vi er med i øjenkrogen og mundvigen både hos Annette Dingbaths og hendes patienter. Og vi er med frit stående på gulvet eller ved den sammenklappelige briks.

Og så pludselig åbnes der op for et andet intermezzo. En håndholdt sorthvid sekvens hvor Dingbaths på en efterårsvandring i Søndermarken fortæller om forstokkelse og konflikter på Fysioterapeutskolen. Der er vrede uden forbitrelse i stemmen, og der er sorg over udstødelsen i hendes karakteristiske skuldertræk.

Det er et intensivt indblik vi får i en fri sjæls kamp for sin ret og sin tro. Det er i høj grad med til at forklare hendes indsigt i andre.

Tilstedeværelse er et nøgleord.

Nøgleord: Dansk, dokumentar, 45 min.

Instruktion: Benjamina Øleholden

...og et andet:

De hængte og de skamferede

Det kryber og det kribler under storcenterets marmorgulve. Som enhver der kender horrorgenren ved, er det en dum ide at bygge oven på en nedlagt kirkegård. Når man alligevel gør det, må man tage det, som det kommer. Og det, der kommer, kommer der meget af i denne særdeles veldrejede gyser af mesterinstruktøren Joacim Allstar.

Det begynder den dag, det nye shoppingcenter åbner. Faktisk viser det sig, at det er begyndt meget før, men de finansielle bagmænd har nægtet at tage advarsler fra håndværkerne alvorligt.

Under åbningsceremonien ser en af juniorkompagnonerne sit snit til en lille magtdemonstration i form af en vellystig voldtægt af en 17årig pige i kælderetagen. Fuldbyrdet bliver den dog ikke, da et forrådnet lig pludselig manifesterer sig og øjensynligt flår juniors manddom af, inden det kvaser den unge mands rygsøjle og med tomme øjenhuler vender sig mod det forrykt skrigende pigebarn. Kombinationen af sex og dødsvold er gennemgående i Joacim Allstars film, men i De hængte og de skamferede er den helt i top. Sublim!

I første omgang bliver den halvnøgne og tydeligt forrykte pige, der pludseligt dukker op fra kælderen, ekspederet ud af bagdøren af vagtpersonalet. Det er hendes redning. En tyk, uigennemtrængelig tåge lægger sig omkring det enorme shoppingkompleks, og alle udgange bliver af usynlige hænder lukket og blokeret. Indenfor breder panikken sig. I en fantastisk scene forvandler marmor gulvet i en af hovedhallerne sig til en katolsk kirkegård med voksende gravplader og endeligtsmonumenter. De døde er mange og ikke uden humor i deres jagt på kommende ligesindede. At de også har seksuelle behov kommer som en overraskelse, og en ubehagelig overraskelse for de relativt uskyldige ofre, der chanceløst søger flugt eller skjul. Fundet bliver de alle sammen, og man har på special effect-siden virkeligt lagt sig i selen for at nuancere henrettelserne. Der er død for enhver smag, hvis man er til den slags.

Det er lagt ind imellem linierne, men dog tydeligt for den der vil se det, at denne film ud over at være ren voldspornografisk underholdning har et politisk sigte. Eller en holdning. Det er den evigt stupide forbruger og dennes kapitalstærke forfører, der bliver slagtet. Og der bliver sandt for dyden ikke lagt fingrene imellem.

Da alle er aflivede, letter tågen, og det før så stolt prangende shoppingmall står tilbage som et overdådigt gravkapel. En sort limousine ruller diskret væk fra gravpaladset, og vi hører nogen tale om grundens pris. Livet og handlen må gå videre på trods af døden.

Lidt bidsk, men mest er det dog splatterunderholdning på højt niveau.

De hængte og de skamferede: Amerikansk, spillefilm. 90 min.

Instruktion: Joacim Allstar